Sameksistensloven eller som den officielt hedder ”Lov om dyrkning m.v. af genetisk modificerede afgrøder” blev vedtaget i sommeren 2004.
Loven er en rammelov, der fastlægger de store linier. Detaljerede bestemmelser findes i to bekendtgørelser, én om dyrkning af GM-afgrøder og én om kompensationsordningen.
Oprindeligt trådte loven og bekendtgørelserne i kraft i 2005, men efter mindre justeringer af bl.a. afstandskravet, er nye bekendtgørelser trådt i kraft 1. marts 2008.
Bestemmelserne er forklaret i vejledninger til brugerne.
Baggrund for loven
Sameksistensloven er funderet på et videnskabeligt grundlag, dvs. viden om pollen- og frøspredning, de forskellige afgrøders biologi og evne til at krydse med vilde planter, frøoverlevelse i jord og efterfølgende spiredygtighed samt erfaringer fra kommerciel avl af frø til udsæd.
Hele processen med at udarbejde loven begyndte i 2002, hvor Folketinget pålagde Fødevareministeriet at fastsætte regler, der kan begrænse spredning af GM-materiale fra marker med GM-afgrøder til andre marker.
På den baggrund deltog en gruppe af eksperter i det faglige arbejde med at undersøge mulighederne for sameksistens mellem genmodificerede, konventionelle og økologiske afgrøder i Danmark. De deltagende eksperter kom fra:
- Danmarks JordbrugsForskning
- KVL
- Fødevareøkonomisk Institut
- Danmarks Miljøundersøgelser
- Forskningscenter Risø
- Plantedirektoratet
Arbejdet blev afsluttet med rapporten: ”Rapport fra Udredningsgruppen vedrørende sameksistens mellem genetisk modificerede, konventionelle og økologiske afgrøder” fra august 2003. Denne rapport indgik som en del af Fødevareministeriets arbejde med at udarbejde en strategi for sameksistens mellem de tre produktionsformer.
I processen med at udarbejde rapporten og vejledninger, der forklarer reglerne, deltog en kontaktgruppe bestående af interessenter på området. Medlemmerne af kontaktgruppen var:
- Landbrugsrådet
- Økologisk Landsforening
- Forbrugerrådet
- Dansk Industri
- Danmarks Naturfredningsforening
- Forskningscenter for Økologisk Jordbrug
- Brancheudvalget for Frø
- Dansk Landbrugsrådgivning, Landscenteret (nu Videncentret for Landbrug).
Der udover deltog en gruppe embedsmænd fra Fødevareministeriets og Miljøministeriets departement. Denne gruppe så bl.a. på de juridiske aspekter ved kompensation, hvis der konstateres GM-afgrøder i konventionelle og økologiske landmænds afgrøder.
Servicetjek af reglerne
I forbindelse med forliget om vedtagelse af loven, blev det besluttet, at hele sameksistensmodellen, dvs. dyrkning og kompensationsordning skulle evalueres efter to år.
Hensigten med evalueringen var at se på, om der er behov for justeringer af regelsættet. Det kan fx være på baggrund af ny viden om pollenspredning eller indvundne erfaringer siden loven blev vedtaget. Den oprindelige udredningsgruppe har derfor opdateret den videnskabelige rapport fra 2003 med et supplement; ”Supplerende rapport fra Udredningsgruppen vedrørende Sameksistens mellem genetisk modificerede, konventionelle og økologiske afgrøder, opdatering af Udredningen fra 2003”.
Kontaktgruppen deltog igen i arbejdet med udarbejdelse af rapporten. Evalueringen mundede ud i forslag om nogle små justeringer, bl.a. om dyrknings- og kompensationsafstandene. Ændringerne har efter den offentlige høring været sendt til godkendelse, den såkaldte notifikation, i EU. De nye bekendtgørelser er trådt i kraft den 1. marts 2008.
En ny evaluering af sameksistensreglerne ventes gennemført igen i 2009, hvis der på det tidspunkt er dyrkning af GM-afgrøder i Danmark. Hvis ikke vil evalueringen sandsynligvis først finde sted i 2012.

