Faglig nyhed om dansk ordning for markedsføring af bevaringssorter.
Nye muligheder for handel med gamle plantesorter Nu bliver det muligt at sælge såkaldte bevaringssorter i Danmark. Det er resultatet af en række ændringsbekendtgørelser, som Plantedirektoratet netop har ført ud i livet.
Bevaringssorter er gamle plantesorter og landsorter, som er tilpasset lokale forhold og som er interessante set ud fra et bevaringshensyn. Måske kunne de også være interessante for f.eks. økologisk jordbrug eller som udgangspunkt for nicheproduktioner.
Gamle frø i handlen
I NordGen, den fælles nordiske genbank, ligger tusindvis af frø af gamle sorter bevaret for eftertiden i kummefrysere. Her ligger de koldt og godt, men bliver de tøet op og dyrket, kan de måske blive til nye kvalitetsfødevarer til de danske forbrugere.
Indtil nu har det ikke været muligt at sælge bevaringssorter, fordi den eksisterende lovgivning har stillet en række krav, som kun moderne, højtydende sorter har kunnet opfylde. Denne lovgivning bliver nu lavet om, så der kan komme et større udbud af plantesorter i handlen.
Plantedirektoratets regelændring udgør den danske gennemførelse af et EU-direktiv om bevaringssorter. Det er således ikke kun danskere, men indbyggere i alle EU-lande, der nyder godt af de nye muligheder for at sælge bevaringssorter. Foreløbig omhandler reglerne kun bevaringssorter af landbrugsplanter (f.eks. korn og kartofler), men der er tilsvarende regler om bevaringssorter af grønsager på vej.
Salg af bevaringssorter
Hvis man ønsker at sælge en bevaringssort, skal man ansøge Plantedirektoratet om at få sorten optaget på den danske sortsliste. Plantedirektoratet vil så, i samråd med fagfolk i NordGen, vurdere om sorten opfylder betingelserne for at blive godkendt som bevaringssort. Hvis den gør, bliver den optaget på sortslisten som bevaringssort og kan derefter markedsføres.
Markedsføringen af bevaringssorter er underlagt særlige regler. De indebærer blandt andet, at bevaringssorter kun må sælges i deres oprindelsesregion. Danmark vil i den forbindelse blive betragtet som en region. Bevaringssorter må derudover kun sælges i begrænsede mængder.
Ændringsbekendtgørelserne, der gennemfører en dansk ordning for handel med bevaringssorter, kan ses herunder. Plantedirektoratet vil endvidere i løbet af efteråret offentliggøre en vejledning og andet materiale om ordningen.
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om sædekorn. Nr. 639 af 25. juni 2009.
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om markfrø. Nr. 640 af 25. juni 2009.
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om plantesortsnavne. Nr. 642 af 25. juni 2009.
Læs mere om arbejdet med bevaringsværdige sorter på Fødevareministeriets site om genetiske ressourcer:
Læs også om Fødevareministeriets tilskudsordning for bevaring og udnyttelse af plantegenetiske ressourcer:
Kontakt
Lars Landbo
Sektor for Frø og Sædekorn
Tlf. 4526 3649
E-mail: lbo@pdir.dk
eller
Gerhard Deneken
Afdeling for Sortsafprøvning
Tlf. 5816 0601
E-mail: gde@pdir.dk

